Vigtige Teorier

Teorien om alkohol
Det er almindeligt antaget, at alkoholindtagelse påvirker åndsevnerne i negativ retning. På kort sigt er dette uden tvivl rigtigt; de fleste har haft oplevelsen af at drikke sig tilbage til abestadiet, hvor kun de mest basale og dyriske hjernefunktioner fungerer, såsom at grynte, savle, og kravle på alle fire. Denne tilstand er heldigvis midlertidig, og plejer at forsvinde efter en god nats søvn. Desværre hævder flere forskere, at et vedholdende alkoholforbrug usvigeligt skader åndsevnerne på længere sigt. Denne fejlagtige påstand er heldigvis let at gendrive: 

Overvej følgende: Pro primo, at hjernen er et netværk af celler, hvorigennem informationer udveksles. Dette neurale netværk arbejder under samme betingelser som f.eks. et computernetværk, og kan således ikke fungere væsentligt hurtigere end den langsommeste forbindelse. Et computernetværk, der overvejende består af lyslederkabler og superledere, kan ikke fungere optimalt hvis der et sted undervejs findes en langsom analog telefonforbindelse, der sinker hele trafikken. Ligeledes gælder det indenfor neurologien: Hjernen kan ikke arbejde meget hurtigere end de langsommeste hjerneceller. 

Overvejer vi yderligere pro secundo, at når organismer udsættes for skadelige stimuli, som f.eks. alkohol (der indrømmet er et giftstof), er det altid de svageste organismer, der bukker under først. Slutresultatet af vedvarende alkoholindtagelse må derfor blive, efterhånden som hjernens langsommeste og mindst levedygtige celler udryddes, at hjernen vil begynde at arbejde hurtigere og mere effektivt. Det kan derfor logisk konkluderes, at alkohol på længere sigt faktisk højner intelligensen. Quod erat demonstandum. Gaudeamus igitur! 

 


Teorien om korndyrkning
Den nok første og største omvæltning i menneskets historie fandt sted i stenalderen, da de omvandrende jægersamfund udviklede sig til fastboende agerdyrkere. Ingen har endnu kunnet give en fyldestgørende forklaring på hvorfor denne udvikling fandt sted, især fordi jægerfolk almindeligvis har en nem og ubesværet tilværelse i forhold til agerdyrkere. Jægere behøver blot at arbejde 4-5 timer om dagen for at skaffe føde, mens bønder hyppigt er nødt til at slide fra solopgang til solnedgang for at brødføde familien. 
  Det er derfor svært at forestille sig, at overgangen fra jægersamfund til bondesamfund fandt sted frivilligt - datidens jægerfolk har næppe tænkt: "Hvis vi begynder at pukle som vanvittige med at dyrke det her korn, venter tålmodigt på at det modnes, høster dem, piller kernerne fra avnerne, maler kernerne til mel, laver en dej af mel og vand og gær, og bager dejen til brød, så... tja, det vil næppe være nemmere end bare at gå ud og skyde en hjort i skoven, men det vil da være en interessant forandring, i det mindste..." 

Man undrer sig såre over, hvorfor folk pludselig begyndte at slide sig halvt ihjel som agerdyrkere, fremfor at hente den føde, der lå lige for hånden i den omgivende natur. Det kan næppe være fordi de fik en uimodståelig smag for franskbrød, frem for vildsvin, friskfanget torsk, og vilde bær og frugter. 
  Man er nok nødt til at tænke i lidt enklere baner: Brød er jo ikke det eneste, man kan lave af korn - det kan også bruges til at brygge øl! Og det er nok hovedårsagen til at stenalderens jægerfolk slog sig ned som bønder for at kunne brygge og bælle øl i lange baner. De tidlige jægerfolk har tilfældigt opdaget ølbrygningens kunst, oplevet den vederkvægende salighed som et par bajere eller tre kan afstedkomme, og tænkt: "Det hér smager sgu godt! Det må vi have noget mere af" og dernæst fuldstændig omorganiseret hele deres samfund med henblik på at producere korn til ølbrygning. Først senere fandt de på at lave brød, når de opdagede, at hvis man lever udelukkende af øl, bliver man hurtigt alvorligt fejlernæret.

Teorier forfattet af Kasper Sevaj